Brugsen vil handle med Afrika

Spis en bøf fra Kenya i Afrika og støt de lokale farmere. Sådan lyder filosofien bag et nyt projekt i FDB og Coop, som skal give kunderne flere afrikanske varer at vælge imellem på hylderne og dermed støtte udviklingen på kontinentet.

Afrika modtager i dag enorme summer i udviklingsbistand, men vi handler ikke så meget med landene, og det vil vi gerne være med til at lave om på, siger CSR specialkonsulent i FDB, Brian Sønderby Sundstrup.

I første omgang er der kommet yoghurt med frugter fra Uganda, oksekød fra Namibia og sukkerærter fra Kenya i Coop’s butikker – og fremtiden byder blandt andet på varer som chokolade, kaffe og the.

For hver solgt vare ryger der tre kroner i en pulje, som skal være med til at udvikle og uddanne underleverandører i Afrika. Målet er at nå en million kroner.

- Forbrugerne kan være med til at gøre en forskel enten ved at købe varen eller ved at yde et mikrolån, altså lån til små farmere, så de kan investere i deres produktion, siger Brian Sønderby Sundstrup.

Det er dog ikke kun i den gode sags tjeneste, at FDB har kastet sig ind i projektet – det skal også være en god forretning.

Mange forbrugere har vænnet sig til det såkaldte Fair Trade-mærke, som er garanti for, at varer er produceret under ordentlige forhold for de lokale producenter, men det mærke sidder ikke på de nye varer fra Kenya og Uganda i Afrika.

- De varer, vi sælger i vores butikker, lever som udgangspunkt altid op til ordentlige forhold, men vi har ikke altid mulighed for at deklarere dem som Fair Trade. Nogle gange kan det ikke lade sig gøre, andre gange vil det fordyre varen, så den ikke er konkurrencedygtig, og så nytter det ikke noget, siger Brian Sønderby Sundstrup.

This entry was posted in Kenya Nyheder. Bookmark the permalink.