Karen Blixen Citater

Karen Blixen Breve fra Afrika Citater fra bind I
I det følgende nogle centrale citater fra Karen Blixen Breve fra Afrika I-II, som kan give indtryk af de eksistentielle, moralske og kønspolitiske spørgsmål, der, som årene gik, i stigende grad blev emner i Karen Blixen meningsudvekslinger med familien.

Til Mary Bess Westenholz, 1. april 1914:
“Livet herude er mer brutalt og ville vist ryste dig mer end selv de værste afsløringer fra livet hjemme; jeg, for et menneske, vil hellere have det sådan, men forstår derfor godt lykken – og charmen, – ved en stille, fredlyst plet, som lukker øjnene og dørene for al brutalitet.”

Til Thomas Dinesen, 17. oktober 1914:
“Jeg har i fire uger besøgt de lykkelige jagtmarker og kommer lige ud fra dybet af den store vilde naturs herlighed, fra urtidens liv idag som for tusend år siden, fra mødet med de store rovdyr, som betager én, som man får på hjernen, så at man ikke synes, der er andet værd at leve for end løver.”

Til Ingeborg Dinesen, 14. juni 1917:
“Vi tænker vist aldeles det samme om den elskede dreng (broderen Thomas), at det først og fremmest gælder om hans lykke, at han må kunne komme bort fra dette at føle sig unyttig og isoleret, og komme til at være i samfund med andre, føle sig med i livet, og “sætter man ikke livet ind, så vinder man aldrig livet”.”

Til Thomas Dinesen, 26. februar 1918:
(Om Moster Bess) “Hun har villet lære os alle sine ideer og tanker om livet, og det meste, hun har lært os, er i negativ retning: for at det ikke skal gå os som Moster Bess. Og på en måde er hun dog det varmeste hjerte jeg har kendt, og et rigt begavet menneske, – hvor kan det være? Jeg tror at livet, for at give én noget igen, forlanger at man elsker det, ikke bare nogle sider af det og ikke bare sine egne ideer og idealer, men livet selv i alle dets skikkelser, og når du taler om min livsanskuelse, så har jeg egentlig ikke anden; jeg synes at de mennesker, selv svagt begavede og ringe udstyrede som har denne kærlighed, får så meget ud af deres tilværelse, mens de rigest begavede, som mangler den, står så fattige.”

Til Thomas Dinesen, 13. december 1918:
“Ja, af alle verdens kræfter er kærligheden den guddommeligste. Den har skabt alt skønt i verden, – nattergalenes sang, træernes blomster, alle kunstværker…”.

Til Ingeborg Dinesen, efteråret 1921:
“Med Mama (Karen Blixens mormor) og Moster Bess og hele din familie, – med Onkel Aage (K.B.s morbror), da han var herude, – føler jeg at de, om de overhovedet kan holde af mig, på en måde gør det på trods af, at jeg er sådan som jeg nu er. Jeg skal altid gøres til noget helt andet; det som jeg selv tror er godt ved mig, det kan de ikke lide”.

Til Ingeborg Dinesen, 23. januar 1922:
“Selve mit hus og have og hele farmen her holder jeg så ubeskrivelig meget af; jeg har en følelse, som man hjemme sjælden kender, af at jeg har skabt dette selv, og at det er en del af mig. Hvis Du nogensinde kommer herud, hvad der var den største glæde, jeg kunne tænke mig i verden, vil du også nok komme til at synes om det, og til at forstå, at jeg på en måde her er blevet til det, som var meningen med mig…”.

Til Ingeborg Dinesen, 29. oktober 1922:
“Jeg tænker så tidt på det ord i biblen: “Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig”. Jeg synes der er så dyb mening, noget så stort i det; jeg regner det næsten for mit “valgsprog” her i livet. (…)Men så synes jeg også, at når man siger det, så må man også gå ind på, give sit minde til at slippe det, som virkelig har givet én sin velsignelse. Det er jo næsten hver dag i livet at en tid, et forhold er forbi; man kan ikke stride imod det. Men når det har givet én sin velsignelse, så er det blevet tilbage, som man aldrig kan miste”.

Til Ingeborg Dinesen, januar 1923:
“To råd skal jeg give alle yngre kvinder: at klippe håret af og at lære at køre automobil. Disse to ting forandrer hele tilværelsen. Det lange hår har virkelig været et slaveri gennem årtusender; man føler sig pludselig så fri, som ord ikke kan udtrykke, med en kort manke som man kan ordne i et minut, og som vinden kan blæse igennem. Og når man så herude ikke har korsét, så kommer man virkelig til at kunne bevæge sig som en mands jævnlige.”

Til Ingeborg Dinesen, 1. april 1923:
“Den slags ting som ensomhed eller sygdom f.ex. skal du aldrig have ondt af mig for; jeg regner dem ikke for noget. Hvad jeg er bange for, og hvad der virkelig for mig ville være en ulykke, er ikke at få nogen kontinuitet i mit Liv; det står for mig, som om det hele så kan blive den værste uhygge, blive til en slags forrykthed”.

Til Ingeborg Dinesen, 6. maj 1923:
“Der er intet, som jeg i mit, – snart også lange, – liv er kommet til så grundigt at hade og foragte som det, man i almindelighed kalder “moral”. Jeg tror især, at af alle principper, som man kan “gå efter” i livet, er det den mest misvisende og elendige.”

17. juni 1923:
“Jeg kan da for resten i det hele sige at jeg hader principper; de er da næsten altid af det onde – og hvor tidt går ikke rene og skær fordomme under deres navn!”

Til Ellen Dahl, 2. august 1923:
“Jeg tror forresten, at der er ved at komme en aldeles dejlig tid for kvinderne i verden, og at de næste hundrede år vil blive fuld af herlige åbenbaringer for dem. Der er dog næsten ikke noget forhold, hvor fordomme og overtro af den gruligste slags har været bevaret så længe som overfor kvinderne, og ligesom det må have været en usigelig befrielse for menneskeheden, da den fik rystet de religiøse fordommes og overtros byrde af sig, tror jeg det skal blive en sand herlighed, når kvinder bliver til rigtige mennesker og får hele verden åben for sig.”

Til Thomas Dinesen, 19. august 1923:
“Ligesom kaffe f.ex. kan gro, – og vist føle sig fri og lykkelig, – under 7000 og ceder på over 7000, tror jeg at hvert menneske fordrer en vis jordbund, varmegrad og altitude, meget indskrænket for nogen, og for nogen måske næsten universel, – for at kunne føle sig fri og lykkelig, d.v.s. for frit at kunne udvikle sin natur til det højeste, den er istand til.”

Til Thomas Dinesen, 24. februar 1924:
“Jeg er ked af altid at skrive så jammerfuldt til dig. Men på den anden side tænker jeg på, at hvis jeg nu døde, – thi jeg tror jeg er som Monica (person i roman af Michael Dadliers): I do not bend, I break, – saa ville du dog måske ønske, at jeg havde skrevet itide. Det er jo ikke sikkert at jeg dør, men det er vist en hel del nærmere, end nogen hjemme tror.”

Til Ingeborg Dinesen, 13. april 1924:
“Min anskuelse er i øvrigt den, at ægteskabet i virkeligheden er afskaffet, undtagen hvad navnet angår, og at det derfor gælder om: enten at genoprette det på et eller andet grundlag, som man så må se at blive klar over, – eller at opøve menneskeheden i at praktisere den frie kærlighed, som de så at sige er sprunget altfor uforberedte ind i, med mere værdighed og skønhed.”

This entry was posted in Artikler. Bookmark the permalink.