Kenya må beslutte, om landet vil have penge fra pirater eller fra dansk ulandsbistand udtaler Venstre.

Kenya skal få gang i de aftalte domstole til pirater, hvis Kenya vil beholde sin store danske ulandsbistand.

Det mener både regeringspartiet Venstre og støttepartiet Dansk Folkeparti.

Venstres udviklingsordfører, Karsten Lauritzen, siger, at milliarder af kroner fra pirateri havner i Kenya, hvor de investeres i ejendomme.

- Kenya må beslutte sig til, om det vil have piraternes penge eller dansk udviklingsbistand, siger Lauritzen.

Næste gang en dansk minister er i Kenya, skal det stå højt på dagsordenen, mener han.

Det dur ikke, at de pirater, som har taget en dansk familie som gidsler, måske har været både fanget og løsladt tidligere, fordi de ikke kunne blive retsforfulgt i Kenya, som det ellers er aftalt.

Det mener Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti.

- Vi er nødt til at sætte magt bagved, siger han og vil straks bede Udenrigsministeriet gå i aktion.

- Man kan altid stille betingelser, siger han og henviser til, at bistanden tidligere er taget fra Zimbabwe, blandt andet på grund af overgreb på danskere i landet.

Samtidig vil han ikke udelukke at støtte Kenya med mandskab til retssager og fængsler, hvis det er nødvendigt for at få pirater retsforfulgt.

I 2009 indgik EU og Kenya en aftale om, at somaliske pirater kan retsforfølges i Kenya. Senere suspenderede Kenya aftalen med krav om flere penge, forklarer Karsten Lauritzen.

Kenya, der har en befolkning på 38 millioner, fik 320 millioner kroner i dansk udviklingsbistand i 2009

This entry was posted in Ikke kategoriseret. Bookmark the permalink.