Karen Blixen Museet i Nairobi

Karen Blixen Museet i Nairobi

The Karen Blixen Museum, Nairobi blev i 1985 indrettet i M’Bogani House, hovedbygningen på Karen Blixens afrikanske kaffefarm ved foden af Ngong Hills. Ægteparret Blixen flyttede hertil i 1917 fra den mindre farm M’Bagathi, hvor de boede deres første år i Kenya Afrika.

Se mere om Karen Blixen her
Karen Blixens liv i Kenya
Karen Blixen Camp i Masai Mara

Museet er en afdeling under National Museums of Kenya og ligger i villakvarteret Karen, 15 km uden for Nairobi City. Det består af selve stuehuset, et køkken som ligger i en bygning uden for huset, samt et kaffetørreri i skoven. Karen Blixens stuer og køkken er restaurerede, og enkelte af ægteparret Blixens originale møbler er fremskaffet og udstillet sammen med fotografier og andre genstande. Harald Isensteins arvinger har skænket museet en bronzeafstøbning af hans portrætbuste af Karen Blixen fra 1935.

ÅBNINGSTIDER
9.30 – 18.00 hver dag hele året.
Der er guidet rundvisning, men besøgende kan også selv gå rundt i stuerne. Der kan træffes aftale om særarrangementer. Karen Blixen Museet har ikke nogen café, men der ligger en god restaurant i nærheden.

M´BOGANI HOUSE
M’Bogani House blev bygget i 1911 af svenskeren Åke Sjögren og overtaget af Karen Coffee Company Ltd. i 1916. I 1931 blev det solgt på tvangsauktion. Da det i 1963 blev købt af den danske stat, havde det stået tomt i et par år. Danmark skænkede bygningen og 36 acres omkringliggende jord til National Museums of Kenya, da landet i 1963 blev uafhængigt af det britiske kolonistyre. Tre år senere blev der indrettet husholdningskole på stedet, og hovedbygningen blev bolig for skolens forstanderinde.

Da en dansk komité i 1980’erne begyndte at indrette museum i Karen Blixens hjem, var det i meget dårlig forfatning. En gave på 5.000 $ fra Universal Films, selskabet bag karen Blixen filmen Out of Africa, betalte for restaurering af bygningerne. Senere indsamlede komitéen penge til møblering og anden indretning