Kystfiskere i Kenya takker de somaliske pirater

Fiskerne i Kenya fanger flere fisk, fordi de somaliske pirater har fået jaget den internationale fiskeflåde ud af de somaliske og kenyanske farvande. Den konklusion er Ecoethics og Levende Hav ikke i tvivl om, efter at vi har gennemført et studie af sagen. Vi er nu ved afslutningen på en næsten 4 ugers tur til de mange fiskepladser, fra Tanzanias grænse i syd til den somaliske i nord. Vi har været på havet med fiskerne; vi diskuteret med regeringens repræsentanter og talt med mange andre med interesser i fiskeriet; sportsfiskere; fiskehandlere; hotelejere osv. og sagen er klar – det støre fiskeri af tun, sejlfisk, hajer etc. kan kun forklares med, at de somaliske pirater har fået jaget den store internatonale fiskeflåde ud af de somaliske og kenyanske farvande.

Situationen i kenya fiskeri bekræfter det Levende Hav har påstået i mange år, at den sektor vi kalder ”fiskeindustrien” skader kystfiskeriet. Og den bliver nødt til at tager et meget større ansvar og hensyn til de millioner af mennesker, som kun har fiskeriet som livsgrundlag. Det meste af Kenyas kystfiskeri foregår stadig med udhulede træstammer og små dhows, men sådanne fiskerier bedrives af millioner af mennesker verden over, og ligeså vigtig er hele samfund afhængig af fiskeriet. Fisk er meget konkret disse samfunds daglige føde på over 100 kg fisk pr. person om året. Her spiser man fisk hver dag 7 dage om ugen. Og de samfund bliver også nødt til at tjene lidt penge får at også kan udvikle sig; for at de kan sende deres børn i skole; forny udstyret etc. skal de også have en indtægt og det får de bl.a. fra salget af tun, sejlfisk, kingfish, hajer med flere.

Fiskeri i Kenya

Fiskeri i Kenya

Situationen i Kenya tvinger alle ansvarlige i fiskeriforvaltningen og industrien til at se i virkeligheden øjnene. Dvs. også forstå at selv om de kenyanske fiskere som os andre også er bange for de somaliske pirater, er de samtidigt piraterne dybt taknemmelige for de mange fisk.

Tilbagestår spørgsmålene: Kan vi i den rige verden i bogstaveligste forstand, fortsat tillade os at tage maden ud af munden på millioner af mennesker, der kun har fiskeriet som livsgrundlag? Og kan vi undlade at handle, når vi bliver bekendt med, at store befolkningsgrupper i den fattige verden, overhovedet intet har at takke os for, men nu kan takke de somaliske pirater for deres hærgen i de somaliske og kenyanske farvande?

Og til sidst: Alle fiskere på det Afrikanske Horn helt oppe fra bunden af det Røde Hav og langt ned af den afrikanske østkyst er muslimer ligesom piraterne. Vi fordømmer uden forbehold piraterne, men deres virke har dokumenteret det helt igennem uansvarlige rovfiskeri, som er foregået i de farvande i alt for mange år. Situationen i Kenya dokumentere også nødvendigheden at få sikret disse fiskere deres fiskerirettigheder, for ingen i vores verden kan være tjent med en yderligere radikalisering af unge muslimske mænd, som bør blive i fiskeriet.    

Baggrund: Kenya har ikke noget egentlig havfiskeri, selv om landet har mere end en 600 km kyststrækning ud til det Indiske Ocean og selv om de har et af de mest fiskerige områder langs Afrikas østkyst, The North Kenya Banks er Kenyas fiskeri næsten udelukkende et ikke udviklet kystfiskeri, når man ser bort fra 25 større rejetrawlere, som dog ikke har fisket de seneste tre år pga. af et trawlforbud og enkelte større dhows, som kan sejle lidt længere til havs.

Kenyas fiskeeksport på ca. 125.000 tons/år kommer fra Victoria og andre større søer. Fiskeriet i det Indiske Ocean bidrager kun 5,6 % af Kenyas samlede fiskerieksport. Det kenyanske havfiskeri er formentlig noget af det mest uudviklede fiskeri i verden.

Men mens fiskeriet i Victoriasøen falder pga. et alt for voldsomt fiskeri, stiger det i havet. Ikke fordi fiskerne har fået ny udstyr og fartøjer, for det har de ikke, men fordi trawlforbuddet har givet flere fisk til kystfiskerne (trawlerne fangede store mængder af fisk som de blot smed døde tilbage i havet for at få de eftertragtede store rejer) og fordi det er lykkes for piraterne at få stoppet det meste af internationale fiskeri, der foregik på i havet ud for Somalia og Kenya. Og det giver nu store fangster de til de relativt få kenyanske fiskere, som har fartøjer og ustyr der gør det muligt for dem at komme længere til havs og der fanger de nu de store tun, sejlfisk, marlin etc. som den internationale flåde fangede.

Atmann fra organisationen MAMA i Malindi, 100 km nord for Mombasa fortæller, at ”det lignede en oplyst by om natten” dengang de store fartøjer fra EU, Kina, Indien, Korea o.a. lande fiskede på North Kenya Banks. Og nu landes der igen store fisk fra de hurtige sportsfiskerfartøjer, som de velhavende fastboende og turister ejer eller lejer for at fange de store trofæfisk.

Den største fiskehandler i Malindi Yusuf køber også fisken fra sportsfiskerne og han fortæller, at der nu landes mange flere af de store fisk end tidligere, men nu er problemet også, at piraterne skræmmer mange sportsfiskere fra at jage de store fisk nord for Malindi, op mod den somaliske grænse. ”Så det er måske godt for fiskerne i dag, men ikke i morgen, hvis sportsfiskerne og deres familier ikke længere tør at komme til området for at fiske”, siger Yusuf. Det er turismen han tænker på fordi Kenya ikke har nogen stor eksport af fisken fra havet, bliver de fleste fisk spist af de mange turister.  

Det samme fortæller Sylvester fra at af de selskaber ”Kingfisher” som udlejer de store fartøjer til sportsfiskeriet ”piraterne skal væk og jeg er ligeglad med hvordan man gør det, for min skyld må man gerne bombe dem der hvor de holder til, væk skal de”.

I byen Lamu, som ligger et par hundrede km nord for Malindi, i det meget smukke Lamu øhav lever lokalbefolkningen af turismen og fiskeriet og her er de der lever af turismen, også bekymret for sportsfiskeriet. Fiskerne derimod giver uden forbehold udtryk for glæde over trawlforbuddet og glæde over, at det internationale fiskeri er blevet jaget bort af piraterne.

I de nordligste by i Kenya Kiunga ved den somaliske grænse fortæller formanden for det lokale råd at selv om det er få af hans fiskere som har det udstyr som langliner, fanger de rigtig mange store fisk nu. Han er ved at klargøre en last på 5 tons store fisk som skal sejles til Lamu med et gammelt glasfiberfartøj, som de har købet af de somaliske fiskere. Skipperen på fartøjet fortæller, at de også sejler til Mogadishu og Kismayo i Somalia for at købe fisk til lave priser. Og de har ingen problemer med piraterne. Det ser ud som om at fiskerne i det nordlige Kenya har en slags aftale med piraterne, så de får lov til at være i fred.

Vi sejler rundt i området og besøger fiskelandsbyer, hvor fiskeriet foregår som det har gjort i flere hundrede år. De smukke dhows og kanoer med de trekantede sejl er de fartøjer fiskerne bruger i dag som for hundrede år siden. Der er også mange motor- og speedbåde i Lamu og rundt i øhavet, men de er beregnet til turisterne og al transport i området foregå på vandet.

Efter fire ugers undersøgelse i kenya fiskeri, efter mange samtaler med fiskere og officielle repræsentanter og andre med forstand på fiskeriet, kan vi konkludere: Det internationale fiskeris fangster i og uden for de somaliske og kenyanske farvande, har en stor indflydelse på hvor meget de lokale kystfiskere kan fange. Det overrasker os ikke for det er også hvad vi i Levende Hav har advokeret for i mange år, i Kenya får man syn for sagen disse år. Det kenyanske trawlforbud har også betydning, men det er helt andre arter det fiskeri fanger og forklarer derfor ikke de store fangster af tun, sejlfisk, hajer, de samme fisk som den internationale flåde fangede før de blev jaget væk fra området af de somaliske pirater.

Fakta: Levende Hav er medlem af EU’s rådgivende udvalg (LDRAC) for EU’s køb af licenser uden for EU. Vi er valgt til at varetage de lokale kystfiskeres interesser og det betyder en daglig kamp mod den europæiske fiskeindustri, som altid påstår, at deres fiskeri er bæredygtigt og det derfor ikke skader hverken naturen, bestandene eller de lokale fiskerier. Udviklingen i det kenyanske fiskeri, giver bedre og stærkere argumenter for at der fremover tages mere hensyn til kystfiskernes interesser i de lande EU indgår fiskeriaftaler med.  Det skal dog tilføjes, at EU’s fiskeri i det Indiske Ocean kun udgør en lille del af det samlede internationale fiskeri, som har omfattet op til 1000 fartøjer. Men denne sag handler heller ikke så meget om EU og dets fiskeri partnerskabs aftaler, men om det faktum, at det store havgående fiskeri ganske enkelt fratager kystfiskerne deres rettigheder til fisk og fiskeri. Denne sag handler om bæredygtig udvikling, som er uforenelig med, at store industrier ødelægger livsgrundlaget for store befolkninger, som kun har fiskeriet at leve af. For det fortsat helt urealistisk, at de millioner af familier alle kan leve af turismen. Og dertil skal lægges det vigtigste i denne sag – alle disse mennesker spiser fisk hver eneste dag.

This entry was posted in Artikler. Bookmark the permalink.